Byd livet velkommen

Jeg er oprindeligt født i Teheran, Irans hovedstad, den 22. maj 1975. Min familie var en del af den voksende middelklasse, som på sin vis var en klasse bestående af intellektuelle, politiske og moderne mennesker. Denne klasse havde et ønske om forandringer i landet og var modstander af Shahens diktaturregime, som havde sine støtter blandt adelen og den iranske overklasse. Jeg blev født i en tid med fremgang, store omvæltninger og forandringer i mit fædreland.

Allerede i 1979 var den iranske revolution en realitet, hvor Shahen og hans regime blev væltet og fordrevet ud af landet. Kort tid efter vendte Ayatollah Khomeini tilbage til Iran fra sin eksil i Paris, Frankrig.

Det var en kæmpe skuffelse at Khomeini og hans tilhængere ønskede at oprette en islamisk republik i Iran. Det lykkedes dem at fylde tomrummet efter Shahen og at komme til magten. Det, som det iranske folk havde kæmpet for og havde drømt om, blev med ét forvandlet fra en drøm til det rene helvede. Præstestyret slog brutalt ned på alle politiske partier og grupper, som havde været med til at vælte Shahen. I realiteten indførte præstestyret et-partissystem i Iran, som var fundamentalistisk og udemokratisk, faktisk værre end Shahens styre.

I 1981 begyndte Iran-Irak-krigen, da Saddam Hussein angreb Iran med opbakning fra den amerikanske regering. Jeg kan tydeligt huske luftangrebene og raketangrebene under den 8-årige krig, som kostede mange mennesker livet. Nogle gange kørte man forbi de ramte huse, hvor der hang billeder af de omkomne mennesker. Det var nogle skræmmende oplevelser at vokse op under, hvilket fik mig til at tænke over, at hvis de kan dø, så kan jeg også dø. For mig satte det tingene i perspektiv, hvor jeg i en tidlig alder lærte at sætte pris på tingene, være taknemmelig og leve i nuet sammen med mine nærmeste.

Jeg begyndte tidligt at tage nogle svære beslutninger i mit liv, som har gjort mig til den jeg er. En af de sværeste beslutninger, jeg har truffet, var i 1988, hvor jeg blev stillet den mulighed at flygte ud af Iran eller blive i Iran, hvor mulighederne for at leve en normalt liv var til at overse, især for en som mig, der havde et handicap.

Min diagnose er Duchennes muskeldystrofi, en form for muskelsvind, der gør, at jeg ikke kan gendanne alle mine muskler, og at jeg med tiden bliver mere og mere afhængig af andres hjælp og diverse hjælpemidler til at klare hverdagen.

Jeg valgte at flygte ud af Iran i 1988, mens tiden var inde, for dengang kunne jeg stadig godt gå. Så jeg tog af sted uden mine forældre og familie, som 13 årig. Min flugt endte i Danmark, hvor jeg allerede havde en familie. Da jeg kom til Danmark, kom jeg til Sandholm-lejren i Allerød, hvor jeg søgte om asyl. I løbet af et par måneder fik jeg humanitær opholdstilladelse og kom på en kostskole for mennesker med handicap. Uden at kunne et ord dansk begyndte jeg at begå mig på skolen og på samme tid lære dansk intensivt. Efterhånden blev jeg mere og mere accepteret af de andre elever på skolen. Selvom det var hårdt for mig, tog jeg det som en udfordring.

Først i 1990 blev jeg genforenet med mine forældre i forbindelse med en stor rygoperation, jeg skulle gennemgå. Men jeg fortsatte på kostskolen, indtil jeg var 18 år i 1993. Jeg startede på gymnasiet samme år, hvor jeg flyttede ud for mig selv og blev student i 1996.

Efter gymnasiet tog jeg nogle forskellige uddannelser på Handelsskolen og Multimediedesigner Uddannelsen. I 2002 åbnede jeg mit eget firma og har været selvstændig siden. I 2009 tog jeg Coachuddannelsen hos Mindjuice, hvilket har gjort en kæmpe forskel for mig som menneske.

Min livserfaring, min uddannelse og mit arbejde som lifecoach har givet mig lyst og inspiration til at hjælpe andre mennesker.

Farhang Nezam Sarmadi